10. E
Inklusionstilbud
For dig, der skal have lidt ekstra hjælp.
Skal du i 10.klasse og har faglige problemer, der gør, at du har behov for ekstra støtte, så er 10. E måske en mulighed for dig.
På Ringe Efterskole findes en 10. klasse, som har dette som sin kompetence. Klassen er målrettet til elever, som har et fagligt niveau svarende til folkeskolens 7.-9.klasse med de styrker og svagheder, man nu har inden for de enkelte fag.
Udgangspunktet for alle eleverne er, at de føres op til folkeskolens afgangsprøve FP9 i følgende fag: engelsk, matematik og dansk. For at forberede eleven bedst muligt på denne opgave, har man i 10.E. ikke tysk og fysik. Dette skyldes, at vi i disse blokke har valgt at give eleven ekstra timer til dansk og engelsk, hvilket kan løfte overskuddet og motivationen i de to fag.
Til daglig fungerer klassen som skolens andre klasser. Man fungerer præcis som skolens øvrige elever, har samme muligheder og blandes med dem i alle andre sammenhænge. Forskellen er, at man i 10.E. er max. 16 elever, og man har ikke tysk og fysik. Desuden er der i faget dansk to lærere på i tre af ugens fem moduler, og der er en ekstra lærer på i en af matematikblokkene og en af engelskblokkene.
Vilje og tro på egne evner
Af faglige hjælpemidler bruges Appwriter som gennemgående program for eleven. Programmet installeres på elevens egen bærbare computer og kan derfor fungere som en naturlig del af elevens hverdag.
Der er et tæt samarbejde mellem klassens lærere, og vi gør meget ud af at møde eleven på elevens niveau.
Vi skaber ikke mirakler men udvikler ved fælles hjælp – selvværd, vilje og faglig stolthed! Vi skaber elever med tro på egne evner og stort mod på fremtiden!
Klassen er til elever, der skal i 10.klasse - uanset om du tidligere har været til prøve eller ej. For at kunne gå i 10.E. skal elevens behov godkendes af Ringe Efterskole med udgangspunkt i tidligere udtalelser og evt. test mm.
Vi synes, vi har et fantastisk tilbud til dig, der vil løfte dit faglige niveau under trygge men udfordrende rammer. Det er vigtigt, at du synes Ringe Efterskole er stedet for dig!
